Østskolen,
Waldorfskolen i Aalborg (tidl. Rudolf
Steiner Skolen i Aalborg) er grundlagt i 1983.
Vi er en skole, hvor alle kender hinanden, og hvor vi lægger stor vægt på
samarbejdet med forældrene.
På Østskolen er der tid til det enkelte barn.
Vi bestræber os på at udvikle et levende og inspirerende skolemiljø, hvor alle
kan føle sig velkomne.
Der afholdes mange årstidsfester i løbet af året, bl.a. majfest, høstfest,
julebasar, påskefest.
Forældrene er en meget vigtig del af livet på en Rudolf Steiner skole.
Årstidsfesterne tilrettelægges i samarbejde med forældrene, og rengørings- og
vedligeholdelses-opgaver udføres i fællesskab.
Når sommerferien står for døren, mødes skolens lærere og forældre den første
weekend i skoleferien og gør skolen klar til et nyt år. En hyggelig
arbejdsweekend slutter af med en fælles frokost, samt ønsket om en god lang
sommerferie.
Skolen lægger vægt på et tæt samarbejde mellem forældrene og klasselæreren, der
så vidt muligt følger klassen de første 8 år, er den naturlige kontaktperson.
Der afholdes forældremøder i hver klasse 2 gange om året, hvor læreren
informerer om de ting, klassen arbejder med og fortæller om, hvordan det går i
klassen. I de yngste klasser er der mulighed for, at læreren kommer på besøg i
hjemmet. I 9. - 10. klasse holdes konsultationer på skolen.
Organisation
Østskolen er en selvstændig juridisk enhed, organiseret som en selvejende
institution. Ingen enkeltpersoner, firmaer eller andre, har ejerandele i skolen,
eller hæfter for skolens gæld.
Skolen ledes af en valgt bestyrelse for den selvejende institution, i samarbejde
med lærerkollegiet og skolelederen. (se vedtægter).
Lærerkollegiet
Pædagogiske spørgsmål som vedrører hele skolen, behandles af det samlede
lærerkollegium, der mødes hver torsdag eftermiddag for at drøfte skolens
anliggender. Udover de praktiske spørgsmål, er det også her der sker
udviklingsarbejde i form af seminararbejde og gensidig inspiration.
En gang om måneden deltager bestyrelsen i en del af lærermødet.
Bestyrelsen
Bestyrelsen består af fem personer, heraf 3 forældrevalgte. Bestyrelsen har det
økonomiske og administrative ansvar, og ansvaret for at skolen drives økonomisk
forsvarligt.
Bestyrelsen mødes ca. en gang om måneden.
Mere--